Historikere for bevarelse af KVINFO

Den danske kulturminister Mette Bock fra partiet Liberal Alliance truer eksistensen af KVINFO. Hun vil lægge biblioteket ind under Det Kongelige Bibliotek. Hendes partikammerat, Laura Lindahl, har udtalt, at dette er det første skridt mod at ville lukke KVINFO helt. Liberal Alliance mener, at KVINFO er politisk, og derfor ikke bør modtage økonomisk støtte fra staten.

Som historikere og brugere af KVINFOs bibliotek beklager vi den danske kulturministers forslag dybt. KVINFO har siden 1982 opbygget en helt unik ekspertise om kønshistorie og kvindehistorie, som vi frygter vil forsvinde hvis ministerens forslag bliver virkelighed. Vi er ikke i tvivl om at Det Kongelige Bibliotek er en velfungerende institution, men den kan ikke erstatte de opgaver KVINFOs personale har løftet og den mødeplads, som KVINFOs bibliotek rent fysisk udgør.

KVINFOs bibliotek er ikke bare et sted, hvor en unik samling bøger og tidsskrifter opbevares, det er også en mødeplads for forskere, studerende og formidlere, og her udveksles synspunkter, som fører til ny forskning og om køn, ligestilling og mangfoldighed. Hvis biblioteket underlægges det Kongelige Bibliotek vil denne unikke mødeplads forsvinde.

Som undervisere, vejledere og redaktører har vi trygt kunne henvise vores studerende og skribenter til KVINFOs databaser, historiske kildemateriale, vejledning hos KVINFOs bibliotekarer. Og selv har vi som kønshistoriske forskere og formidlere haft glæde af at få hjælp af specialiserede bibliotekarer.

At lukke KVINFO vil være at bevæge det danske samfund et skridt væk fra ligestilling, da det vil besværliggøre forskning om køn, ligestilling og mangfoldighed i Danmark. Styregruppen for Kønshistorisk Netværk i Danmark (KNiD) udtrykker hermed sin støtte til #bevarkvinfo.

KNiD, 26.03.2017

KNiD’s styregruppe:
Birgitte Possing, professor, dr.phil., Rigsarkivet, bp@sa.dk
Bolette Frydendahl Larsen, ph.d.-stipendiat, Historiska institutionen, Lunds Universitet, bolette.frydendahl_larsen@hist.lu.se
Cecilie Bjerre, ph.d.-stipendiat, Institut for Historie, Syddansk Universitet, cbjerre@sdu.dk
Kristine Kjærsgaard, lektor, ph.d., Institut for Historie, Syddansk Universitet, kristinek@sdu.dk
Lone Kølle Martinsen, adjunkt, ph.d., Institut for Historie, Syddansk Universitet, koelle@sdu.dk
Nina Trige Andersen, cand.mag., redaktionen for tidsskriftet Arbejderhistorie, trige@lynxtext.dk